Nyhedsbrev fra Gudenå Distrikt, KFUM-Spejderne i Danmark [December 2013]

 
Kære rovere, ledere og øvrige voksne i Gudenå Distrikt,
Hermed en et jule-nyhedsbrev fra distriktsstaben. Vi ønsker god læselyst. Medlemsopgørelsen 2013

Vi kender snart det officielle medlemstal for 2013 for alle spejdergrupper. For Gudenå Distrikt ser det foreløbigt ud til, at der i alt er et medlemstal på ca. 1200 – svarende til sidste år. Det er rigtig flot. Skal I have hjælp til medlems- eller lederhvervning er Spejdernet.dk fyldt med rigtig mange ideer. Udviklingskonsulenterne og distriktsstaben vil også gerne støtte grupperne.

 

Udviklingsdag på Moselund Spejdercenter

Moselund Spejdercenter er dit og mit! Formelt er det ejet af Marselis Distrikt og Gudenå Distrikt. Moselund Spejdercenter vil derfor indbyde alle fra de 2 distrikter til en udviklingsdag lørdag den 25. januar 2015 kl. 10-15.

Se indbydelsen fra centret.  Vi ses på Moselund.

 

Linien Ud

Kursusweekenden Linien Ud afholdes som sædvanlig i første weekend i marts. I 2014 sker det i weekenden 28. februar – 2. marts. På grund af sygdom i kursusledelsen er kursusplanen desværre ikke klar endnu. Kursets hjemmeside er endnu ikke opdateret, men du kan her indtaste din mailadresse, og når kursusplanen er klar vil du automatisk få en mail.

 

Distriktsmødet 19. marts 2014

I distriktsstaben kunne vi godt bruge et par kvikke hoveder (mere :-)). Distriktsmødet 19. marts er stedet, hvor der er valg af medlemmer til den nye distriktsstab. Vi opfordrer til, at interesserede overvejer muligheden. Kontakt en fra staben, hvis du vil vide mere om de opgaver, vi tumler med.  

 

Roland 2

Også i 2014 arrangerer Gudenå Distrikt Roland 2 kursus. Det afholdes i spejderhytten Wigwam i Horsens i påsken 12.-19. april. Hele kursusstaben er voksne fra Gudenå Distrikt, væsentligt rovere med Lene Kuntz som kursusleder. Det er en praktisk fordel for deltagerne, at kurset ligger ret tæt ved en banegård, da kurset nok vil få mange deltagere fra Sjælland/Fyn. Der er plads til 42 på kurset og de første 19 unge spejdere er allerede tilmeldt. Overvej, om der i jeres gruppe er mulige deltagere, så længe der er plads på kurset.

Ved at taste http://www.brandfox.dk/kommer du ind på kursets hjemmeside, hvor det er muligt at tilmelde sig.

 

DM i spejder 2014

Så er det tid for DM i spejder igen. 1. del. som Gudenå Distrikt deltager i, afholdes på Moselund Spejdercenter 10.-11. maj 2014.

Du kan læse indbydelsen fra Moselund Spejdercenter her.

 

Distriktslejren i 2015

Som bekendt afholder Gudenå Distrikt distriktslejr i 2015. Vi skal inden næste sommer have en lejrledelse klar. Inden da vil vi gerne have et lejrtema klar, så lejrledelsen – og de deltagende enheder – ved, hvad de har i vente. Vi vil derfor opfordre grupperne til på det første ledermøde i 2014 at komme med nogle bud på et lejrtema. 5 forslag fra hver gruppe, tak. Send forslagene til Børge på gudenaadistrikt@gmail.com , gerne inden 4. februar.

 

Distriktsstaben vil gerne takke roverne, lederne og øvrige voksne i distriktet for jeres indsats og samarbejde i spejderarbejdet i det forløbne år. Vi vil ønske jer alle en god jul og et godt og inspirerende nytår.

 

På distriktsstabens vegne

 

Børge Møller

Distriktschef  

www.spejdernet.dk/gudenå

Du modtager dette nyheds-brev fra Gudenå Distrikt, KFUM-Spejderne i Danmark, fordi du står som leder, rover, grupperåds-medlem eller andet voksent medlem i en af distriktets grupper. Hvis du ikke ønsker at modtage dette nyheds-brev fra Gudenå Distrikt, undskylder vi mange gange. Du kan så afmelde dig listen ved at klikke her.