Nyhedsbrev fra Gudenå Distrikt, KFUM-Spejderne i Danmark [december 2019]

 
Hej spejdere i Gudenå distrikt.

Så blev det december, og vi samles med familien for at fejre julen. Også i spejdergrupperne er der masser af aktivitet med salg af julekalendere, jule afslutninger og andre aktiviteter som nu hører julen til.

Distriktsrådsmøde i Silkeborg

Den 30/10 var vi en lille flok samlet til distriktsrådsmøde i Silkeborg. Distriktsrådet er mødet hvor distriktsstaben mødes med rådet, som består af gruppeledere, bestyrelsesformænd, og hvem der ellers kunne tænke sig at være med til at sætte aftryk på, hvordan vi i fællesskab laver nogle gode ting i vores distrikt til gavn for vores 16 spejdergrupper.

Vi hørte både om Tunesien, om Landstræf og vi fik talt en masse detaljer på plads vedrørende vores fælles Distriktslejr Gudenå 2020 på Moselund spejdercenter til sommer. I kan se meget mere i referatet fra mødet.  Se det her.

Næste gang vi har distriktsrådsmøde er til Marts, hvor vi skal have valg til distriktsstaben. Kunne du tænke dig at vide mere om, hvordan det er at være i en distriktsstab, er du velkommen til at kontakte vores distriktschef Ole på mail dtc@gudenaadistrikt.dk.

Du kan se hele distriktsstaben her

Nytårs lejr

Igen i år afholder Silkeborg gruppe Nytårslejr, hvor man kan komme på lejr mellem jul og nytår. Det er super hyggeligt, og man kan deltage selv eller sammen med en kammerat. Der er en fed stab som har sørget for det meste, og resten ordner i i fællesskab. Så din leder kan roligt blive hjemme, medmindre de meget gerne vil hjælpe til. Se indbydelsen her. Der står tilmelding inden 1. december, men der er udvidet til 14. december, så det er bare med at komme i gang.

Linien ud 2020

Den 28/2 til den 1/3-2020 er der Linien ud i Viborg. Linien ud er KFUM spejdernes uddannelsesweekend hvor der normalt er ca 300 deltagere der mødes på en skole og har uddannelse en hel weekend. Man kan vælge masser af spændende forløb lige fra praktisk spejdersport til madlavning over bål. Man kan også tage linie uddannelserne som Leder 1 og Leder 2 samt grenkurser som f.eks gren børn.

Du kan se meget mere på deres hjemmeside. Den viser dog kurserne fra 2019 indtil siden er klar. I 2020 skal vi være på landbrugsskolen i Viborg, som er et rigtigt dejligt sted. Man behøver ikke deltage hele weekenden men man kan vælge de moduler man gerne vil være med til. Husk også at få sendt et par stykker fra bestyrelsen på gruppeledelses kurset.

Info om distriktslejr – Gudenå 2020

Vi skal på distriktslejr i 2020 på Moselund spejder center fra lørdag den 27/6 til fredag den 3/7-2020. Bæver og ulvelejren starter onsdag den 1/7 og slutter sammen med de store om fredagen. 12 af vores 16 grupper deltager i lejren, og det er super godt. I kan se mere i referatet fra distriktsrådsmødet øverst i nyhedsbrevet.
Vi glæder os til at se jer alle på lejr til sommer.

Få rejsetilskud fra distriktet, Maja har været i Australien

Distriktet yder tilskud til vores unge mennesker der rejser ud og møder spejdere i hele verden. Der var 8 afsted på verdensjamboree i sommers hvor Gudenå distrikt ydede tilskud, og Maja har været i Australien, hvor hun også har været sammen med spejdere dernede.

Vil du også ud og rejse og møde spejdere, så tag et kig på vores regler for at søge rejsetilskud. De er på Gudenå distrikts hjemmeside, og du får lige et link her.

Se Majas beretning og et par billeder fra hendes tur

Projekt Moselund

Moselund projektet begynder at tage form, og der søges midler alle mulige steder. Man har fået en del interessante kontakter, og man har en meget fin dialog med Aarhus kommune. Der er blevet lavet et meget fint projektoplæg, som du kan se her.

Kunne du tænke dig at arbejde meget mere med på Moselund, har vi en plads i Moselunds bestyrelse som PT er ledig. Vi skulle meget gerne have den besat, så vi sammen med bestyrelsen, Mosmændende og vores repræsentant fra Marselis distrikt kan få lavet nogle fede rammer for spejderarbejde på Moselund.
Vil du vide mere, er du velkommen til at tage fat i DTC@gudenaadistrikt.dk

Følg os på Facebook

Husk at følge vores nyheder på facebook. Har I noget I gerne vil have delt, er I velkomne til at sende det til DTC@gudenaadistrikt.dk eller en af de andre fra staben. Husk at like siden, så I får alle de nye opslag.

Gå til vores facebook

God jul og godt nytår til grupperne

I ønskes alle en god jul og et godt nytår. Vi glæder os til fra staben at være med til en masse lækkert spejderarbejde i vores distrikt, og lad os endeligt få jeres gode historier, så vi kan dele dem med hinanden på facebook.

Med spejderhilsen
Gudenå distriktsstab
Annika, Per, Jesper, Michael, Ann-Sofie og Ole