Nyhedsbrev fra Gudenå Distrikt, KFUM-Spejderne i Danmark [juni 2017]

 

Kære ledere, rovere og grupperådsmedlemmer

Hilsen fra distriktsstaben

Med dette nyhedsbrev vil vi ønske jer alle en god sommer og tak for jeres flotte spejderindsats i den forløbne sæson.
Distriktsstaben har på sit junimøde drøftet mange emner og lagt planer for den kommende periode.Vi har bl.a. drøftet hjælp til grupper, der har behov for det. Da de enkelte grupper iflg. korpsets love er “suveræne” enheder, holder vi fast i, at vi kun kan hjælpe og støtte grupper, når grupperne selv beder om det. Vi vil meget gerne indgå i et samarbejde med grupperne, hvis der skal input i arbejdet for at få flere medlemmer eller ledere, hvis der skal mere fokus på kvaliteten i spejderarbejdet, eller hvis det bare er en peptalk til ledergruppen eller forældrekredsen. Vi har ressourcerne til hjælpen – ellers skaffer vi den – men vi skal have stikordene først for at komme igang.
I kender mailadressen: spejdergudenaa@gmail.com

Distriktsturneringerne 19.-20. maj

Igen i år blev turneringerne afholdt på Moselund og denne gang i flot sommervejr. Vi vil gerne takke de arrangerende grupper: Skovby, Herskind og Søftenspejderne for et flot arrangement. Også en tak til Jesper Winther, der koordinerede planlægningen.
Vi har stadig enkelte glemte sager fra turneringerne, som kan afhentes hos Børge Møller. Det er et madkar, en juniordolk, et kagefad og en rød røreskål. De bedes afhentet senest 1. juli – ellers bliver de givet til en gruppe.

Vi kan her oplyse, hvem der vandt de forskellige vandrepræmier:

  • Bedste bæverfamilie: Gødvad Bæver, Silkeborg Gruppe
  • Bedste ulvebande: Ulvedrenge, Hadsten Gruppe
  • Bedste juniorpatrulje: Bamserne, Gjern Gruppe
  • Bedste spejderpatrulje: Barbarene, Ans Gruppe
  • Bedste seniorpatrulje: Latterfuglene, Silkeborg Gruppe

– igen et stort tillykke med vandrepræmierne!

Spejdernes Lejr 2017

Det er særdeles glædeligt at se, at ikke mindre end 537 af distriktets medlemmer deltager i SL2017. Dvs, at Gudenå Distrikt er det KFUMspejder-distrikt, der har flest antal deltagere. Hele distriktsstaben deltager i SL2017 med forskellige opgaver. Det er vores målsætning at besøge alle grupper – vi ved hvor I bor 😉 – men en invitation til f.eks. lejrbål gør bestemt ikke noget. Vi ønsker alle en god og inspirerende spejderlejr.

Landstræf 8.-10. september

Distriktet vil yde et tilskud til alle deltagere fra distriktets grupper. Tilskuddet er 300 kr. pr. deltager. Tilskuddet refunderes automatisk til gruppens kasserer efter Landstræf ud fra deltageroplysninger, vi får fra korpskontoret. På gensyn på Landstræf ved Gram Slot.

PL/PA 3.-5. november

Planlægningen af dette års PL/PA er allerede startet. Vi afvikler igen 4 moduler på kurset, hvor instruktørernes kvaliteter og deltagernes engagement sikrer, at deltagerne får en masse med i “rygsækken” hjem til patruljearbejdet i troppen. Indbydelsen til dette års PL/PA kommer i et nyhedsbrev midten af september. Forbered gerne tilmelding i god tid, da der bliver rift om pladserne.

JOTA/JOTI

Også i år afvikler Kjellerupspejderne det store arrangement, hvor deltagerne gennem radio og internet kommer i online kontakt med andre spejdere på kloden. Sidste år deltog 100 spejdere. Er du med i år? Det afvikles i weekenden 20.-22. oktober. Indbydelsen udsendes i et nyhedsbrev midten af september.

Distriktsrådsmøde 26. oktober

Efterårets distriktsrådsmøde afholdes torsdag 26. oktober. Mødet afholdes hos SøftenSpejderne. En del af mødet er reserveret til HB-medlem Klaus Eisenhardt, der med konkret og brugbar inspiration vil tale om KFUM-spejdernes relation til kirken og kristendom. Alle ledere er velkommen, men der kommer særskilt indbydelse i nyhedsbrev midten af september.

Refusion af lederes kursusudgifter

Flg. er en præcisering af aftalen fra distriktsrådsmødet i marts.

  1. Gudenå Distrikt vil refundere 50% af prisen for deltagelse i voksenkurser.
  2. ​Refusion omfatter alle medlemmer på 17 år og derover i grupperne i Favrskov og Silkeborg Kommune.
  3. Når kursusbekræftelsen sendes til distriktets kasserer via​ gruppelederen vil tilskuddet blive overført til gruppens bankkonto.
  4. Det betyder, at hvis gruppelederen vurderer, at det er et relevant kursus, overføres tilskuddet automatisk.

Rejsetilskud til unge ledere

Distriktet medvirker til udvikling af unge lederes “spejderhorisont”. Det gør vi ved at yde et tilskud til rejser og lejre i udlandet. Se vilkårene for tilskuddet ved at taste HER

Landsmøde i 2018

Vi kan oplyse, at Landsmødet næste år afholdes på Gram Slot i weekenden 29.-30. september 2018 – dvs for første gang i korpsets historie om efteråret.

Spejderhilsner
Gudenå Distriktsstab